Denne uges tip omhandler den meget oversete og dermed ret ukendte TSO-kommando PROFILE. Man kan sætte forskellige ting op med PROFILE, men jeg vil kun omtale de tre for mig at se væsentligste funktioner. For det første kan man bestemme prefixet, der benyttes, når man ikke sætter sine datasetnavne i plinger ('). For det andet kan man styre om man vil modtage notify fra sine batch-jobs. For det tredie kan man bestemme om man vil have messages prefixet med et message-id.
Pr. default sættes prefixet for datasetnavne uden quotes til ens TSO-userid. Men med kommandoen TSO PROFILE NOPREFIX kan man faktisk fjerne prefixet og dermed vil TSO fortolke alle datasetnavne som fuldt angivet, uanset om de er i plinger eller ej. En anden mulighed er at ændre prefixet med kommandoen TSO PROFILE PREFIX(ANOTHER), hvorefter ANOTHER vil blive benyttet som prefix, indtil det igen skiftes. Det er rart at vide, hvordan man styrer prefixet, men det er sjældent, man har brug for det.
Med kommandoen TSO PROFILE NOINTERCOM forhindrer man effektivt, at notify fra batch-jobs til sin user når frem. Det kan være rart at benytte, hvis man har sendt rigtig mange batch-jobs afsted med notify på, og man bliver træt af at få sin TSO-session forstyrret hele tiden. HSM har også en kedelig tendens til at forstyrre ens TSO-session, især er det irriterende, at batch-jobs der udsteder HSM-kommandoer lader de returnerede messages passere videre til TSO-sessionen. TSO PROFILE INTERCOM tillader igen notify til TSO-sessionen.
TSO PROFILE NOMSGID fjerner selve det message-id, som står forrest på de messages, som utallige TSO-kommandoer returnerer. TSO PROFILE MSGID tryller dem frem igen. Denne feature er rar at kende, hvis man vil have en uddybende forklaring af en eller anden uforståelig message, for eksempel ved at slå op i book manager.
Ved at benytte kommandoen TSO PROFILE får man udskrevet de aktuelle værdier for de forskellige parametre, man kan sætte med PROFILE-kommandoen. Det kan være en god start, da de forskellige parametre beskrevet i dette tip kan være sat vidt forskelligt op fra installation til installation. Enhver ændring af parametrene med PROFILE-kommandoen virker med det samme og vil gælde for alle fremtidige TSO-sessioner, indtil du igen ændrer dem. Det gælder dog ikke, hvis du ændrer dem i batch. Der virker ændringerne kun for selve batch-jobbet, og kun ind til batch TSO-sessionen terminerer.