MainframeSupports
tip uge 49/2001:

Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle skrive et tip om, hvordan man kopierer datasets med ISPF. Det har hidtil været forbundet med meget stort besvær, da man altid har været nødsaget til at allokere det dataset, man skal kopiere til, i forvejen. Men nu over 15 år efter fremkomsten af ISPF skal det være, fordi den nyeste version af ISPF kan noget helt enestående.

Prøv at gå ind i ISPF MOVE/COPY også kaldet 3.3 (ligesom DSLIST er kendt som 3.4). Indtast navnet på det dataset, som du vil kopiere fra og tryk Enter. Indtast nu navnet på det dataset, du vil kopiere til. Lad dette navn være navnet på et dataset, der ikke findes allerede. Tryk Enter og vupti, ISPF spørger dig, om du vil allokere det nye dataset magen til det dataset, du kopierer fra. Mageløst. Det svarer du selvfølgelig ja til (det er vist nok bare at trykke Enter igen), og så sker det, og det virker.

Når chokket over denne pludselige brugervenlighed har fortaget sig, vil jeg foreslå, at du prøver at benytte liniekommandoen CO (for COPY) i 3.4 DSLIST og laver en lignende kopiering. Nu kommer armene hurtigt ned igen, for her er alt tilbage ved det gamle. Ingen prompt, ingen automatisk allokering af til datasettet, kun hårdt arbejde. Igen bliver man ramt hårdt i nakken af manglen på logik hos IBM.

Nu har jeg ikke forsket så meget i kopiering af VSAM-datasets med 3.3, men det virker garanteret ikke, og så kan jeg egentlig kun anbefale et kig på mit gode gamle tip fra uge 10 i 1999. Se det er kopiering, der vil fremad.

Forrige danske tip        Last tip in english        Tip oversigten