MainframeSupports
tip uge 17/2002:

Jeg har mange gange oplevet, at jeg er kommet ind i et eller andet produkt eller software, som jeg ikke lige kunne komme ud af igen. Så er det godt at have et repertoire af kommandoer, som plejer at virke andre steder. En ting er sikkert, intet standardiseringsnævn har endnu formået at få lavet en kommando, der uanset program, produkt eller software bringer dig sikkert ud af det igen.

Først kan man forsøge med et-bogstavs kommandoer. De mest gængse er X (for eXit), L (for Logoff) eller Q (for Quit). Et særtilfælde er Z, som anvendes for at komme ud af det lettere bedagede produkt RMFMON. Herefter kan man gå over til de mest almindelige afslutningskommandoer som EXIT og QUIT. Herefter bliver det mere eksotisk. Prøv eksempelvis BYE (kendt fra SAS), CANCEL (ISPF), RETURN (ISPF), END (diverse TSO command processorer, såsom DSN), LOGOFF (TSO), STOP, LEAVE eller GOBACK.

Hvis man stadig ikke er kommet ud efter at have prøvet alle de ovennævnte, så vil jeg gerne høre om det. Hvis man står med en blank skærm og har mistanke om at være havnet på en CICS, så er CESF LOGOFF eller CESF GOODBYE løsningen, men det kunne også være en IMS og så hedder det /RCL. Jeg har endnu ikke oplevet at STOP, LEAVE eller GOBACK er blevet brugt, men eftersom de er udbredt via diverse programmeringssprog, så findes der nok nogen som synes, at en af disse tre varianter er den geniale afslutningskommando.

Jeg siger tak til Gerd Lundqvist for at minde mig om /RCL i IMS.

Forrige danske tip        Last tip in english        Tip oversigten