MainframeSupports
tip uge 18/2003:

Mainframen er, siden jeg ved ikke hvornår, blevet beskyldt for at være lukket, proprietær og mange andre ikke særligt pænt mente ting. Med hensyn til det lukkede ønsker jeg med dette tip at åbne op til omverdenen. Det er nemlig uhyre let at komme i kontakt med internettet via FTP fra din TSO session. Det kræver selvfølgelig, at netværksfolkene har skabt hul ud til omverdenen og, at du kender navnet eller IP-adressen på en FTP-server.

Du starter simpelthen med at skrive TSO FTP. Herefter vil du blive bedt om at angive en IP-adresse eller et FTP-server navn. Du kan også springe denne del af festen over ved at angive TSO FTP <IP-adresse> eller TSO FTP <FTP-servernavn>. Derefter bliver du bedt om at indtaste et user-id og, efter endnu et tryk på ENTER-tasten, et password. Hvis du kan et validt user-id og password på den FTP-server, du angav til at starte med, ja så er du nu flyvende. Hvis du er vant til at bruge FTP på den decentrale platform, så er det rart at vide, at kommandoerne stort set er de samme og virker på samme måde. Det er også rart at vide, at QUIT er den kommando, der standser showet igen.

Som overbevist mainframe nørd synes jeg, at det er enormt fedt at kunne sidde på mainframen og surfe rundt på alverdens FTP-servere. TSO FTP åbner op for en helt ny verden. Det er selvfølgelig også muligt at benytte FTP fra REXX og i batch, men det er et stort emne, som jeg ikke vil komme ind på i dag. TSO FTP er selvfølgelig ikke beskrevet i nogen TSO manual. Her er i stedet for et link til den nyeste version af den manual, som TSO FTP er beskrevet i på internettet. I denne manual kan du også læse alt om brugen i batch og fra REXX.

Forrige danske tip        Last tip in english        Tip oversigten