MainframeSupports
tip uge 33/2003:

For ca. et halvt år siden gjorde en af mine gode venner (Johnny Mossin) mig opmærksom på ISPF EDIT/VIEW kommandoen COMPARE. Jeg er blevet meget stor fan af denne kommando lige siden. COMPARE (kan forkortes til COMP) sammenligner data i din EDIT/VIEW session med indholdet af et dataset eller member. COMPARE benytter SuperC til at sammenligne med og benytter altid line compare, som betyder, at data i EDIT/VIEW sammenlignes med de eksterne data linie for linie.

Hvis du udfører COMP uden parametre, så får du et panel op, hvor du kan konfigurere din compare. Jeg har hidtil været godt tilfreds med defaultværdierne og har ikke dyrket mulighederne på dette panel. Hvis du ønsker at sammenligne, skal du efter COMP angive et membernavn eller et datasetnavn. Parameteren fungerer efter præcist samme principper som i COPY/REPLACE/CREATE med den undtagelse, at man også kan angive en *. * betyder, at man sammenligner med det dataset eller member, man startede sin EDIT/VIEW session med. Man kan altså med COMP * få vist de ændringer, man har foretaget. Det synes jeg er ret smart.

Hvis sammenligningen ingen forskelle finder, så får man en message med teksten "No differences found", og så er alle glade. Hvis der derimod er forskelle, så begynder det at blive svært. Der kommer selvfølgelig en message med teksten "Differences found" og data bliver positioneret ved den første forskel. Linier i din EDIT/VIEW session, som ikke er magen til/ikke findes i de eksterne data har fået labels i liniekommando feltet. Linier i de eksterne data, som ikke er magen til/ikke findes i din EDIT/VIEW session er indlæst som såkaldte informationslinier i din EDIT/VIEW session. Informationslinier kan kendes på, at liniekommando feltet er udfyldt med ========. Disse linier er IKKE en del af dine data. Det har krævet mig en del tid at vænne mig til alle disse ekstra linier og labels.

Nu er det godt at vide, at EDIT/VIEW kommandoen RESET fjerner alle ======== linierne, og at RESET LABELS fjerner alle de satte labels (også dem du selv har lavet, intet er gratis). Man kan lave ======== linierne om til rigtige datalinier ved at udføre liniekommandoen MD (make data) på disse linier. Og en rigtig god finte er kommandoen COMP EXCLUDED, der excluder alle de linier, der er ens, på nær nogle stykker før og efter de steder, hvor der er forskelle. Denne kommando gør det nemt at finde alle forskellene. Rigtig god fornøjelse.

Forrige danske tip        Last tip in english        Tip oversigten