Det er meget længe siden, at jeg har skrevet noget om HSM, så nu må det være på tide. HSM har to primære funktioner, den ene er at migrere datasets (hamrende irriterende), og den anden er at tage backup'er (rigtig fornuftigt). HSM gemmer informationer om, hvad der er migreret og hvad der er taget backup af, i to interne datasets kaldet MCDS (Migrated Control Data Set) og BCDS (Backup Control Dataset). Der findes en TSO kommando, som jeg tidligere har omtalt meget kortfattet, kaldet HLIST, som kan trække informationer ud af MCDS'et og BCDS'et.
Hvis man udfører kommandoen TSO HLIST, så vil HSM udskrive en liste over alle dine egne migrerede datasets. Listen bliver pladret hen over din skærm som enkeltstående linier. Det mest dødirriterende er, at man ikke kan fange dette output med SYSOUT trapping. Heldigvis er HLIST som den eneste HSM kommando, jeg kender til, udstyret med en mulighed for at dirigere output'et ud i en fil. Kommandoen TSO HLIST ODS(HSMLIST) vil, i stedet for at pladre linier hen over skærmen, udskrive listen i datasettet <TSO-prefix>.HSMLIST. Hvis datasettet findes i forvejen, så bliver outputtet udskrevet sidst i datasettet (som med DISP=MOD). Hvis det ikke findes, så opretter HSM datasettet for dig.
Brugen af parameteren ODS gør lige pludselig HLIST kommandoen anvendelig. Straks melder spørgsmålet sig, om man kan mere end bare få at vide, hvad for egne datasets, der er migreret. Svaret er, at det kan man i højeste grad. For alle informationer vil jeg anbefale at benytte en TSO TRAP HELP HLIST, men lad mig benytte lejligheden til at fremhæve nogle af de vigtigste parametre. Som default vil HLIST informere om migrerede datasets, men parameteren BCDS får HLIST til at informere om backup datasets i stedet. Parameteren LEVEL(XXX) vil få HLIST til at informere om alle datasets, der starter med XXX, og her tages der ikke hensyn til TSO prefixing. Derfor kan LEVEL godt tage en hel del tid. Bemærk, at LEVEL ikke kan lide wildcards.
Når man benytter ODS parameteren, så bliver udskriften i datasettet også en hel del mere læsevenlig end udskriften på skærmen. Det hele bliver udskrevet i pæne kolonner, som vi kender det fra alle mulige andre produkter. En af de kolonner, jeg benytter mig meget af, er kolonnen TRKS ALLOC, der fortæller dig, hvor meget dit dataset vil fylde på disk, når det bliver recalled eller restored. På en DSLIST fremgår det i kolonnen VOLUME, om et dataset er migreret til disk (MIGRAT1) eller til tape (MIGRAT2). Denne information fremgår ikke særligt tydeligt af HLIST. Der findes en kolonne kaldet QTY 2K BLKS, og når den er udfyldt, så findes datasettet på disk. Der er en anden kolonne kaldet QTY 16K BLKS og når den er udfyldt, så findes datasettet på tape. Nemt skal det jo ikke være.