MainframeSupports
tip uge 22/2006:

Langt de fleste af os, der arbejder på en mainframe, har oplevet og oplever stadig, at vi ikke får udført opgaverne på mainframen i et tempo, som vi selv synes er tilfredsstillende. Det er typisk fra kl. 10 om morgenen til kl. 15 om eftermiddagen. I dette tidsrum er MVS systemerne mest belastede på grund af, at det er i dette tidsrum, der er flest mennesker på arbejde. Det er selvfølgelig til at forstå, men hvad hvis nu vi ikke får vores opgaver udført hurtigt nok på tidspunkter, hvor MVS systemerne traditionelt ikke er belastede, hvordan finder du så ud af, om dit MVS system er belastet eller ej.

Den hurtigste og nemmeste måde er at gå ind i SDSF eller SYSVIEW. I SDSF skal du benytte kommandoen DA for Display Active og i SYSVIEW skal du benytte kommandoen ACT eller ACTIVITY. På mange installationer med SYSVIEW virker kommandoen DA som synonym for ACT. Hvis du benyter SDSF, så skal du på DA panelet kigge i øverste højre hjørne. Her står to % tal. Hvis disse to tal er høje (over 80), så er dit MVS system belastet. Hvis det ene er højt og det andet knap så højt, så er dit MVS system meget belastet, og det slås med andre højere prioriterede MVS systemer om CPU'erne.

I SYSVIEW er der sandsynligvis ingen % tal nogen steder på System Activity panelet. Dem kan du fremtrylle ved at udføre kommandoen PROFILE på System Activity panelet. På det viste panel Profile for <userid> skal du indtaste et S ud for Miscellaneous Section og trykke Enter. Så kommer du ind i et panel, hvor der er forskellige felter. Kig efter feltet Overview Display, som står under overskriften Overview Display Options. Udfyld feltet med værdien YES og feltet Overview Format med værdien LONG og tryk Enter. Gå tilbage med F3 indtil du står på System Activity panelet igen. Det skal nu helst se nogenlunde således ud:

SYSVIEW 11.0 MVSX ------------- System Activity ------------- 24/05/06 08:24:51
Command ====>                                                 Scroll *===> CSR
------------------------------------------------ Lvl 1 Row 1-12/12 Col 1-79/430
(r)   Pct% ..25..50..75.100  -Condition-  ---Ready---  ---Paging---  --Common--
CPU    55%                     ENQ NoSMF  ASIDs     1  Slots    14%  ECSA   28%
LCPU   51%                     RES NoWTO  Tasks     1  Rate       6  ESQA   77%
                             NoDMP   TAP  ----I/O----  AFQA    608k   SQA   33%
Spool  55%                                Rate   5536  UICA    2540   CSA   41%
-------------------------------------------------------------------------------
    *                          ALL            ALL
Cmd Jobname  Stepname Procstep Type  Jobnr Jc Status CPU-Time Limit Clocktime
    MYJOB001 MYSTEP01          STC     321 å  NS        0.336 86400  00:53:03

De to felter CPU og LCPU svarer til de to felter i øverste højre hjørne af DA panelet i SDSF og skal fortolkes på samme måde. Der er dog flere andre interessante tal på ovenstående panel. Under overskriften ---Ready--- angiver felterne ASIDs og Tasks, hvor mange Address spaces og TCB'er, der er klar til at køre på en CPU. Hvis disse to tal begynder at vokse eller er høje, så er dit MVS system virkelig ved at have problemer.

Hvis du efter at have konsulteret disse tal kan konstatere, at dit MVS system ikke er belastet, så bliver du nok nødt til at kigge efter årsagerne til, at du ikke kommer hurtigt igennem med dine opgaver andre steder. Hvis du har spørgsmål til betydningen af de andre felter, så skriv til mig.

Forrige danske tip        Last tip in english        Tip oversigten