Jeg har traditionelt opfattet compiler options som options, man angav via PARM til compileren. Kompileringsprocedurerne på de fleste installationer er oftest skruet sådan sammen, at angivelsen af compiler options ender i PARM. Men det er faktisk muligt at angive compiler options direkte i sourcen i hvert fald til COBOL og PL/I.

COBOL og PL/I er to programmeringssprog, der absolut ikke ligner hinanden, men lige netop, når det gælder om at angive compiler options, så benytter begge programmeringssprog sig af nøgleordet PROCESS (dog kan man i COBOL benytte CBL i stedet for). Her holder ligheden også op.

I COBOL skal PROCESS angives før IDENTIFICATION DIVISION. Jeg vil anbefale at skrive PROCESS, så det starter i position 8, selv om det ikke er et krav.

I PL/I kan PROCESS angives hvor som helst i koden i følge manualen. Jeg vil dog anbefale, at PROCESS angives før det allerførste PROC statement. PROCESS angives ved at skrive en * i position 1 (ja, den er god nok, position 1!) og PROCESS i position 2. Efter den sidste option skal man angive et semikolon (;).

Efter PROCESS skrives så de compiler options, man ønsker at benytte. Det er kun nødvendigt at skrive de options, som skal afvige fra de normale compiler options. Hvis man bliver helt vild med PROCESS og man bruger flere options end der kan stå på een linie, så laver man bare et PROCESS statement til og fortsætter med flere options på dette statement.

Det rigtig smarte ved at benytte PROCESS er, at de angivne options overskriver default compiler options og options angivet i PARM. Men, men, men, systemprogrammøren har mulighed for at slå brugen af PROCESS fra. Du skal derfor kontrollere, om PROCESS har nogen effekt på din installation inden du kaster dig ud i en bredere anvendelse. Hvis din installation kompilerer sourcen flere gange undervejs til produktion, så er PROCESS en rigtig god måde at sørge for, at en bestemt option forbliver intakt og virksom, også i produktion.