MainframeSupports
tip uge 26/2009:

Det er efterhånden svært for os mainframe folk at ignorere tilstedeværelsen af diverse decentrale platforme. Det mest irriterende ved de decentrale platforme er uden tvivl, at de ikke benytter samme tegnsæt. Det giver selvfølgelig masser af arbejde, men det har vi ligesom rigeligt af i forvejen. Det sker oftere og oftere, at en fil fra de decentrale platforme forvilder sig ukonverteret op på vores elskede mainframe. Når vi så vil læse den, så er det totalt umuligt. Hidtil har jeg kopieret sådanne filer tilbage til det decentrale miljø og læst dem der.

En af de produkter, der er blevt inficeret med tegnsæt fra den decentrale platform er DB2, hvor DB2 kataloget gemmes i UNICODE. Heldigvis sørger DB2 for at holde os skadesløse, men mindst een tabel (SYSPACKSTMT) er blevet gjort ulæselig. I den forbindelse kontaktede jeg min gode ven Johnny Mossin, som fortalte mig, at når jeg har kørt min SPUFI og står i ISPF BROWSE, så kan jeg da bare skrive DISPLAY UTF8. UTF8 er, som du måske ved, et UNICODE format. Men du kan også skrive DISPLAY ASCII. Når du er kommet dig over chokket over pludselig at kunne læse ASCII tegn på mainframen, så er det godt at vide, at DISPLAY RESET gør det hele ulæseligt igen.

Desværre findes der ikke en tilsvarende kommando til ISPF EDIT/VIEW. Det ville ellers være rigtig fedt at kunne konvertere en fil fra EBCDIC til ASCII og tilbage igen. Det er altså kun i ISPF BROWSE, at du kan benytte DISPLAY kommandoen. Og det er kun fremvisningen af tegnene, der gøres læseligt. Hvis du vil søge i filen, er du nødt til at angive søgestrengen i de rigtige ASCII-værdier. Her kan HEX kommandoen være til stor hjælp, da den viser den korrekte HEX-værdi af filen, mens selve tegnet vises i henhold til den DISPLAY kommando, du sidst har benyttet.

Forrige danske tip        Last tip in english        Tip oversigten