
MainframeSupports tip uge 1/2013:
Jeg ønsker dig et rigtig godt nytår.
Efter at have skrevet et tip hver uge i lidt over 14 år synes jeg, det er på tide at
stoppe op og se tilbage på, hvad der er sket i den tid. Jeg har skrevet 348 tip på dansk. De
fleste har været mine egne ideer, men jeg har også fået hjælp udefra, og det skal I trofaste
læsere have tak for.
Jeg fandt hurtigt ud af, at der var andre end danske mainframe nørder, der læste mine
tip (gad vide, hvad de fik ud af det?). Derfor besluttede jeg i 2001 at oversætte mine danske
tip til engelsk. Herefter skrev jeg indtil 2008 et nyt dansk tip hver 14. dag og oversatte
et gammelt tip til engelsk. I erkendelse af, at det blev sværere for mig at finde på noget
nyt selv hver anden uge, begyndte jeg i 2008 at oversætte tip to uger i træk, før der kom et
dansk tip.
Der er nu gået fire år med et dansk tip efterfulgt af to gamle tip oversat til engelsk.
Det kan desværre ikke fortsætte på denne måde, så fremover vil jeg kun udgive et nyt tip på
dansk een gang om måneden. Det samme kommer til at ske på engelsk.
Hvad du som læser ikke kan se, er antallet af besøg på min hjemmeside. Det er fra starten
gået stille og roligt fremad og toppede for to år siden med mellem 150 til 200 besøgende
på hverdage. Siden er besøgstallet faldet svagt og ligger nogenlunde stabilt på mellem 125
til 175 besøgende på hverdage.
Et andet tiltag har været min LinkedIn gruppe. Den har desværre ikke været det forum for
udveksling af ideer, som jeg havde håbet på. Til gengæld har jeg fundet ud af, at min
hjemmeside er mest populær blandt amerikanere. Indere er der ca. halvt så mange af på
andenpladsen skarpt forfulgt af danskere på trediepladsen. Der er medlemmer fra seks
verdensdele, så min hjemmeside er kommet langt omkring.
Til sidst vil jeg komme med et tip om søgning i mine tip, som nogle af jer sandsynligvis
kender. Skriv dine søgeord ind i Google efterfulgt af teksten site:mainframesupport.dk
hvilket bevirker, at google kun søger på min hjemmeside. De først mange år var Google ikke
særlig flink til at indeksere mine tip, men nu er Google højst en uge bagud, så ovenstående
metode er et godt alternativ, hvis du ikke lige synes, at min rimelig primitive søgemaskine
giver de rigtige hits.
Forrige danske tip
Last tip in english
Tip oversigten
|