Hvis du ikke allerede ved det, så har der i mange år eksisteret UNIX inde i maven på MVS. Heldigvis er det meget sjældent, at jeg har brug for UNIX i mit daglige arbejde, og jeg ved frygtelig lidt om dette operativsystem. Der findes dog produkter, som IBM har designet til udelukkende at køre under UNIX, og så er man tvunget til at bruge UNIX delen af MVS. Og så er det store spørgsmål jo, hvordan man egentlig kommer i kontakt med UNIX delen.
Og svaret er, at der er flere måder at gøre det på. Den mest UNIX agtige (tror jeg), er kommandoen TSO OMVS. Denne kommando starter en UNIX prompt op, lidt på samme måde som CMD starter en DOS prompt på din Windows PC. Afhængig af opsætningen starter du op i et eller andet directory (brug cd til at finde ud af, hvad dit directory hedder) og kan udføre UNIX kommandoer (hvis du ved, hvad de hedder). Jeg har lært mig kommandoen ls (som svarer til DOS dir kommandoen). Kommandoen ls -E giver lidt flere informationer fra sig.
Når du først har vovet dig ud på UNIX platformen, så er det rart at vide, at du kommer tilbage til TSO/ISPF med kommandoen exit. Bemærk, at UNIX kommandoer er case sensitive. Hvad du ellers har brug for at udføre i UNIX (ud over at være nysgerrig) må du læse dig til i vejledningen til det produkt, der har tvunget dig ud i UNIX. Yderlige information kan du finde på IBM info center under z/OS UNIX.