MainframeSupports
tip uge 3/2014:

Følgende tip har jeg fået fra en læser, der arbejder for Handelsbanken i Sverige, hvor det er blevet en slags standard. Jeg må indrømme, at debugging værktøjer er noget, jeg stort set aldrig bruger, bortset fra CEDF i CICS, så det er forklaringen på, hvorfor dette tip efter 15 år er det første om emnet. Hvis jeg har problemer, så benytter jeg typisk metoden med at indsætte en eller flere DISPLAY og så fjerne dem igen, når problemet er løst.

Ideen i dette tip er, at man benytter en fælles section eller paragraph til at terminere programmet med. I stedet for at have strøet en masse GOBACK ud over hele programmet, så erstatter man disse GOBACK med en PERFORM EXIT-WITH-GOBACK. Næste trin er så designet af EXIT-WITH-GOBACK:

EXIT-WITH-GOBACK.
    GOBACK
    EXIT
    .

Hele ideen er så, at hvis du har en fejlsituation i programmet, hvor du afslutter fejlbehandlingen med at lave en PERFORM EXIT-WITH-GOBACK, så kan du meget nemt finde ud af, hvor det gik galt med en debugger. Det eneste du skal gøre, er at sætte et breakpoint på GOBACK statementet i ovenstående paragraph, eksekvere programmet, og når eksekveringen når til dit breakpoint, så siger du skip statement, hvorefter du elegant vil returnere til statementet lige efter den PERFORM EXIT-WITH-GOBACK, der ellers ville lave afsluttet programmet. Nu ved du så, hvor i programmet fejlen opstod. Det er da smart.

Forrige danske tip        Last tip in english        Tip oversigten