De fleste har et perifert kendskab til HSM og mange betragter systemet
som en klods om benet. Hvem kender ikke meldingen:
"HSM IS RECALLING..." Så griber man den tomme kaffekop og haster
ud for at fylde op. Allerede denne melding giver faktisk lidt information
om hastigheden, fordi der i teksten enten står "FROM DASD" eller
"FROM TAPE". "FROM DASD" betyder, at det ikke tager ret lang tid (max.
30 sekunder), med mindre datasettet er stort, HSM har travlt eller HSM
ikke har det godt. "FROM TAPE" betyder, at det tager noget længere
tid typisk 1 til 2 minutter længere, hvis din installation bruger
tape robot (hvem gør ikke det).
Man kan heldigvis komme HSM i forkøbet med TSO-kommandoen HRECALL. Denne kommando vil bede HSM om at recalle et dataset, mens du selv kan arbejde videre i stedet for at vente på at HSM bliver færdig. TSO-kommandoen TSO HRECALL 'MIT.EGET.DATASET' vil recalle datasettet MIT.EGET.DATASET, mens du kan arbejde videre med noget andet. Når HSM er færdig bliver du pænt notify'et. Bemærk i øvrigt, at alle TSO-kommandoer mod HSM anvender reglerne for TSO dataset prefixing.
Grunden til, at vi overhovedet skal recalle datasets er selvfølgelig, at HSM migrerer dem ud fra nogle regler, som man fodrer HSM med. Ved migrering bliver ens dataset komprimeret og ved recall bliver det genskabt i sit originale udseende. Så HSM sparer plads for os. Hvis man har et stort dataset, som man godt ved ikke skal bruges igen lige med det første, kan det være en god ide selv at migrere det med TSO-kommandoen HMIGRATE. TSO HMIGRATE 'MIT.EGET.DATASET' vil migrere det dataset, vi før recallede. Igen sker selve migreringen, mens du kan arbejde videre og der kommer en notify, når HSM er færdig med migreringen.
HRECALL kan forkortes HRECA og HMIGRATE kan forkortes HMIG. Man kan faktisk fjerne extents ved først at lave en HMIGRATE og derefter en HRECALL, da HSM ved recall (i lighed med ADRDSSU) allokerer datasettet i et extent stort nok til at indeholde hele datasettet.