MainframeSupports
tip uge 5/2000:

CICS er en TP-monitor, der kan kommunikere med lidt af hvert og især andre CICS'er. Hvis man ellers har adgang til at benytte CEMT transaktionen, så kan man faktisk finde ud af, hvad den pågældende CICS er sat op til at kommunikere med. Og med den viden CEMT giver dig, kan du faktisk kommunikere med disse andre CICS'er.

På en blank CICS-skærm udsteder du kommandoen CEMT I CONN (CEMT I C er faktisk nok), og resultatet er en liste over samtlige såkaldte connections til den pågældende CICS. Navnet på en connection, er angivet med Con(<navn>) og det aktuelle navn i VTAM er angivet med Net(<VTAM-navn>). Efter disse to angivelser følger en række parametre som angiver, hvordan den pågældende connection har det. Det er ikke umiddelbart ud fra disse parametre til at se hvilke connections, der er til andre CICS'er, så her gælder det om at have lokalkendskab.

Med det nødvendige lokalkendskab kan man "hoppe" over på en anden CICS med transaktionen CRTE. På en blank CICS-skærm angiver du kommandoen CRTE SYSID=<navn>, hvor <navn> er navnet på en connection. De efterfølgende transaktioner du udsteder, bliver nu udført som om du befandt dig på den CICS, der svarer til den angivne connection. Det kan godt ske, at du lige skal logge dig på den nye CICS først, og det gør du på sædvanlig vis med transaktionen CESN. Når du vil tilbage til den CICS, hvor du udstedte din CRTE transaktion, skriver du sjovt nok CANCEL på en blank CICS-skærm. Det "normale" CESF LOGOFF virker simpelthen ikke og CANC er ikke nok, som man måske skulle tro.

Vidste du for iøvrigt, at CESF LOGON er lige så godt som at skrive CESF LOGOFF. CESF transaktionen kigger faktisk kun på de første 4 tegn af den efterfølgende parameter, og den forstår forresten også CESF GOODBYE, så CESF GOODMORNING er mindst lige så godt. Ja, sådan er der så meget...

Sidste uges tip        Tip oversigten